Det skulle efterhånden være gået op mange af jer, at en ny Passat har set dagens lys. Efter omtrent et halvt år på markedet ser man allerede en del af dem ude på de danske veje. Det er ikke fordi den nye generation på nogen måde revolutionerer, men VW har alligevel formået at gøre den endnu bedre end sin forgænger.
Jeg har ikke tænkt mig at skrive en fuld test af Passaten her på bloggen, da det fremover er i Pro-Street-regi jeg får testbilerne stillet til rådighed. Derfor bringes mine biltests naturligvis også på Pro-Street.dk. Ikke desto mindre vil jeg benytte lejligheden til i ny og næ at dele mine oplevelser med nysgerrige læsere her på siden, bare mere overordnet og en anelse mere kortfattet, så I får ikke den samme slaviske gennemgang af de betragtninger, jeg gør mig med hver enkelt bil.
For at komme tilbage til sagens kerne, så havde jeg for en måneds tid siden fornøjelsen af at tilbringe en lille uges tid i den nyligt lancerede VW Passat. Det er én af de mest populære biler i Danmark, især som firmavogn, og det er specielt den testede 2-liters diesel på 140 hk i stationcar-outfit, der har fundet vej til firmaernes parkeringspladser. Nok ikke uden grund.
De helt grundlæggende Passat-kompetencer, som langturskomfort og kvalitetsfornemmelse, går naturligvis igen på tværs af hele modelprogrammet – altså lige meget om du vælger 1.6 TDI-versionen på 105 hk eller den slagkraftige 2.0 TSI turbobenziner med 211 hk. Men med 140 dieselheste vil jeg vove at påstå, at man opnår det bedste kompromis mellem motorkraft, brændstoføkonomi og pris – at kalde den billig ville dog være noget af en tilsnigelse.
Volkswagen – eller rettere hele VAG-koncernen – har lagt pumpe-dyse teknologien bag sig, og er nu for alvor kommet med på moden, med indførslen af commonrail-teknologi i dieselbilerne. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der er bedst, for i vid udstrækning er det en smagssag. Pumpedyse motorerne gav måske i højere grad en følelse af kraftoverskud, på grund af “ketchupeffekten”, som betød at kræfterne blev skudt afsted på én gang indenfor et relativt lille omdrejningsfelt. Til gengæld var især 2.0 TDI’eren berygtet for at være cirka lige så pålidelig som DSB’s nye IC4-tog.
Commonrail-motorerne har man tilsyneladende ikke i nærheden af lige så mange problemer med, og så har de en bemærkelsesværdigt meget mere kultiveret motorgang. En klar forbedring i mine øjne, selvom følelsen af kraftoverskud måske er knapt så markant. Men jeg må bukke mig i støvet for de forbrugstal, som den nye VW Passat 2.0 TDI ikke bare på papiret kan præstere, men sørme også i den virkelige verden. 21,7 km/l er den opgivet til at køre, og det tal kom jeg chokerende tæt på over flere længere ture med blandet kørselsmønster. BlueMotion-teknologien har åbenbart vist sit værd.
Men bilen ligner på de fleste punkter sig selv. Kabinen er stort set uforandret, og det ydre har heller ikke fået nogen kæmpe overhaling, selvom nye for- og baglygter bidrager til at give Passaten nogle lidt mere maskuline træk. Køredynamisk kunne man måske godt have ønsket sig forbedringer, for køreegenskaberne er næsten kedeligt forudsigelige, og lidt mere feedback fra styretøjet havde ikke skadet. Så er du til lidt sjov og ballade, er rivaler som Mazda6 og Ford Mondeo nok værd at se nærmere på. Men ser man samlet på alle typiske kriterier for, hvad der gør en god firmabil, er det svært at tænke sig, at nogen andre modeller på markedet opfylder dem i lige så stor udstrækning som VW Passat.
