Test: Ford Mondeo 2.0 EcoBoost

af Kristian den 22. september 2011

ford-mondeo-ecoboost

Fords downsizing-historik tog sin begyndelse, da den nuværende Mondeo kom på gaden i 2007. V6-motorene blev lagt på hylden, og en 2,5-liters femcylindret turbo med 220 hk blev ny topmodel. Siden er miljøkravene blevet skrappere, og i dag har topmodellerne kun fire cylindre. Men kan de gøre de gamle benzinslugere rangen stridig?

Jeg fik udleveret nøglerne til en Ford Mondeo 2.0 EcoBoost stationcar med 203 hk, med det mål for øje, at finde frem til et svar på netop det spørgsmål. Man må formode, at Ford Danmark ikke har forventninger om at kunne sælge særligt mange eksemplarer af den stærkere 240 hestes version, som grundlæggende har samme motor under hjelmen. I hvert fald indgår den ikke i deres presseflåde. De 37 ekstra hestrekræfter lyder af meget, men den er kun 0,4 sekunder hurtigere om at nå 100 km/t (7,8 sek. mod 8,2), så forskellen er til at overse.

ford-mondeo-ecoboost

Nogen storsællert bliver “min” testbil sandsynligvis heller ikke, med en pris for stationcarversionen på 507.650 kroner. Men det forlyder, at Ford-forhandlerne er til at tale med, så man skal nok ikke være tilbageholdende med at presse dem lidt. Ofte vil forhandlere tilbyde noget ekstra udstyr i stedet for at give et afslag på prisen, men i dette tilfælde er der i udgangspunktet ikke mangel på noget, idet Mondeo med 2-liters EcoBoost-motor udelukkende forhandles med Titanium-udstyr og Powershift dobbeltkoblingsgearkasse. Heri ligger altså også svaret på, hvorfor den vejledende pris runder den halve million. Udover Powershift kommer bilen med 17″ aluminiumsfælge, LED-kørelys, sportssæder, Convers+ instrumentdisplay, automatisk nedblændeligt bakspejl og så ellers alt det, der er standart i Trend-udgaverne.

Reelt har netop denne version af Ford Mondeo kun én konkurrent, og det er velsagtens VW Passat 2.0 TSI med 211 hk og DSG-gear. Og så kan Opel Insignia 2.0 Turbo med 220 hestekræfter vel betragtes som en skrap outsider, selvom den ikke fås med dobbeltkobling. De koster alle tre et sted mellem cirka 505.000 og 520.000 kroner i højeste udstyrsniveau, så det kan ikke være priserne, der kommer til at afgøre, hvem der løber med kunderne. Men som tidligere anført kan en venlig snak med de enkelte forhandlere selvfølgelig åbne op for prisafslag i større eller mindre omfang.

ford-mondeo-ecoboost-interior

Jeg har ikke prøvet de specifikke udgaver af Passat og Insigina, så jeg skal passe på med at dømme dem på forhånd. Lidt erfaring med de to modeller har jeg dog, og jeg kan langt hen ad vejen sagtens forstå, hvorfor de er i så høj kurs. Men generelt er VW Passat ikke involverende nok, efter min overbevisning, og de Opel-motorer (eller hvem de nu er produceret af), jeg har prøvet, har haltet gevaldigt efter konkurrenternes. Omvendt er førermiljøet i Passaten bedre og lækrere end i Mondeo, og mange vil mene, at Insignia ser bedre ud end dem begge.

Det er bare ærgerligt for Opel, at det ikke kun er det ydre, der tæller. For man skal ikke have kørt meget mere end halvtreds meter i Forden, før den træder i karakter. Man glemmer hurtigt, at den ikke har den mest inspirerende kabine. Styretøjet er helt suverænt for en firma/familiebil; meget præcist og hverken for let eller for tungt – det skal man ikke have bilen med på en lukket bane for at kunne afgøre. En spidskompetence, som Ford har mestret i mange år efterhånden. På samme måde har Ford i mange år været gode til det med undervogne, og heller ikke på det punkt skuffer Mondeo, omend langturskomforten ikke helt står mål med den, en Passat byder på.

ford-mondeo-ecoboost

Og det er alt sammen meget godt; rummeligheden er i orden, prisen vel ligeså, og udseendet er jo en smagssag. Men det var jo først og fremmest EcoBoost-motoren, der skulle stå sin prøve. Hvad den i den grad også fik lov til. Med Powershift-gearkassen som hjælper er det en smal sag at vinde de fleste lyskrydsdueller, så man er ikke i tvivl om, at højrefoden har 203 hk til rådighed. På den anden side kan det også godt mærkes, at motoren, trods alt, heller ikke yder mere end 203 hk. Forvent derfor ikke overskud af en anden verden. Og dels er en Mondeo en velvoksen bil, dels har den 203-hestes EcoBoost-motor “blot” et maksimalt moment på 300 NM. Så jeg blev ikke taget med storm i samme grad, som jeg måske nok havde forventet på forhånd. Fortvivl ej, man har nået 100 km/t hurtigere end man lige regner med, men dramaet udebliver.

Skriv en kommentar

Forrige indlæg:

Næste indlæg: