MINI Roadster giver egoisten luft til hovedet

MINI udvider endnu en gang deres modelprogram, med præsentationen af MINI Roadster, den første to-personers cabriolet i mærkets historie. Den bliver således egoistens alternativ til den fire-sæders MINI Cabriolet, samt det åbne alternativ til MINI Coupé.

I virkeligheden forekommer det helt oplagt, at MINI på det seneste er begyndt at gå egoisternes og individualisternes ærinde. Sådan forholder det sig med den nyligt lancerede MINI Coupé, og sådan forholder det sig med den nye roadster. For er det ikke ret sjældent at man ser fire, eller sågar fem, personer i en MINI?

Det vil jeg vove at påstå. Og pladsforholdene – i særdeleshed for bagsædepassagererne – har aldrig været i centrum hos det lille bilmærke med de stolte, britiske (nu tyske) traditioner. En MINI er en livsstilsbil for dem, der ikke vil ses i indre by bag rattet af en Golf. Det handler om image, og det handler om at udstråle individualitet.

Ud fra den betragtning rammer MINI Roadster plet. Dens eksklusivitet forstærkes af, at den udelukkende fås i Cooper-versioner, og altså ikke i en skrabet MINI One-udgave. I princippet er den blot en to-personers udgave af MINI Cabriolet, men den har en mere hældende forrude og står desuden 20 mm lavere.

Tagkonstruktionen er relativt enkel; det er en soft-top, som opereres manuelt. Hydraulik sørger for at holde det sammenfoldede tag på plads i rummet bag sæderne, og når regnen begynder at falde, kan taget udløses ved hjælp af et tryk på en enkelt knap mellem nakkestøtterne, hvorefter man selv skal trække stoffet henover hovedet og på plads over forruden. Fordelen med MINI Roadster er, at den har omtrent samme længde som storesøsteren, og det giver mere plads til bagagen.

Som ovenfor anført kommer den nye, lille MINI kun i Cooper-udgaver. Startende med den velkendte sugemotor på 122 hk, over Cooper S med 184 hk fra den velkendte 1,6-liters turbomotor, til den sikkert ret kostbare John Cooper Works-udgave med samme motor, med med 211 hk. De færreste vil nok bekymre sig om det, men skulle det nu alligevel være, så kommer der også en MINI Cooper SD Roadster – en diesel med BMW’s TwinPower Turbo-teknologi, som yder 143 hk.

 

Kommenter