
BMW 3-serie har efterhånden mange år på bagen, og dens rødder kan dateres helt tilbage til midten af tredserne. I anledning af, at den nye 3-serie snart rammer markedet, har BMW bragt et historisk overblik over dens designmæssige udvikling, fra den spæde start i 1975 til i dag.
Grundprincippet med en sedansilhuet, motoren liggende foran og baghjulstræk introducerede BMW allerede med 1600-modellen i 1966, en 2-dørs sedan, som senere dannede grundlag for populære modeller som BMW 1600ti og 2002tii. Det var således arven fra disse, 3-serien skulle føre videre, da den kom frem i juni 1975 – og det i øvrigt som en helt ny bil med kompakte dimensioner og sportslige køreegenskaber.
Her følger en gennemgang af de designtræk, der udviklede sig i takt med, at nye generationer af BMW 3-serien kom på markedet. Jeg har tilladt mig at oversætte mere eller mindre løst fra den oprindelige pressemeddelelse, BMW sendte ud for nogle dage siden:
1975-1983 (E21). Designet af den første BMW 3-serie er karakteriseret af store vinduer, en særpræget kileform, samt naturligvis den for BMW så berømte front, med de to nyrer foran køleren, hvis “skygge” fortsætter op over motorhjelmen. Med korte udhæng og bred sporvidde har den nye sportssedan et ret lavtgående udseende. Lodrette blinklys flankerer de store, runde forlygter. BMW har fra start store ambitioner: “Tidløst og uden overnaturligt spil for galleriet, vil BMW 3-seriens design blive trendsættende i det kommende årti.”
1982-1993 (E30). I 1982 viser anden generation af BMW 3-serie sig som en værdig efterfølger. Den nye model er blevet væsentligt mere statelig i sin fremtræden, som et resultat af et omhyggeligt forbedret design og optimeret aerodynamik. De cirka 35 millimeter ekstra sporvidde bidrager også til sedanens kraftfulde udtryk. Overordnet fremstår kroppen blødere og rundere, med en mere smidig front som et resultat af omfattende vindtunnel-tests. Den lavtliggende front med BMW’s nyre-grill forlænger hele forenden af bilen, specielt fordi de dobbelte forlygter er placeret så yderligt. Den flydende overgang til de tilsluttende overflader giver ikke blot bilen dens karakteristiske form, men sikrer også en god luftgennemstrømning.
1990-1997 (E36). I 1990 var det åbenbart tid til at erstatte den sobert designede BMW 3-serie med en endnu mere elegant efterfølger. Det er en helt nytænkt sportssedan, med større dimensioner hele vejen rundt, som både overrasker og tilfredsstiller offentligheden. Den glatte front fanger opmærksomheden med det samme, og de dobbelte forlygter er nu gemt bag glasflader. Udover de dynamiske liner og den særprægede kileform, samt en markant lavere motorhjelm og en højere bagende, byder den nye model på vinduer, der går ud i ét med resten af kroppen, hvilket hjælper til at nedbringe luftmodstanden yderligere. Denne BMW har derfor nærmest intet til fælles med sin forgænger, men de familiære ligheder er naturligvis stadig genkendelige. Den famøse nyre-grill er stadig fast inventar på fronten, men den er blevet fladere og bredere end tidligere.
1998-2005 (E46). Da den fjerde generation af BMW 3-serien bliver lanceret i maj 1998, er den kompakte sportssedan blevet omkring 40 millimeter bredere, og sporvidden er øget med hele 60 millimeter. På dette tidspunkt beskriver BMW’s designere frontens udseende således: “Overordnet og i visse essentielle detaljer er fronten, det typiske BMW-ansigt, blevet genfortolket, men det er stadig det umiskendelige 3-serie ansigt.” Grillen med de to nyrer er blevet integreret i motorhjelmen, og former, sammen med de dobbelte runde forlygter bag klarglas, den nye BMW 3-series kraftfulde karakter.
2005-2011 (E90). Med lanceringen af den femte generation bringer BMW en 3-serie til markedet, der har karakterstyrke og fremtræder mere kraftfuld end sin forgænger. Kun et år efter lanceringen får det nye designssprog én af de størst mulige anerkendelser, nemlig “World Car of the Year” ved en prisuddeling i New York. Medlemmer af BMW’s designafdeling havde allerede på forhånd store forventninger: “Designet har udviklet sig konstant i både små og store skridt. Den nye 3-serie repræsenterer et særligt højt niveau af fremskridt i bilens designhistorik.” Selvom bilen rent teknisk kun er et moderat fremskridt i forhold til sin forgænger, adskiller den sig visuelt mere markant.
2011- (F30). Den sjette generation af BMW 3-serie er udtryk for sedanens helt essentielle kvaliteter, såsom adræthed, sportslighed og dynamik. Nyfortolkede klassiske designelementer får nyt liv og giver erindringer om 1960′ernes modeller. Det store, næsten usynligt integrerede kølerhjelm med indlejrede forlygter og nyre-grill prægede også den særegne front på den oprindelige 3-serie fra 1975. De moderne dobbelte forlygter med LED-øjenskygger breder sig så langt som til kølergitteret. Den atletisk buede motorhjelm fremhæver fronten og forstærker bilens sportslige fremtræden og appel. I stedet for en central indsugning har den nye BMW 3-serie to større luftindtag på ydersiden under forlygterne. Den forbedrede luftgennemstrømning omkring forhjulene har forbedret brændstoføkonomien ved høje hastigheder og har ligeledes bidraget til en modstandskoefficient (cw-værdi) på bare 0.26.



