Aston Martin V12 Zagato

af Kristian den 10. februar 2012

Aston-V12_Zagato

Den prestigefulde, og lettere prætentiøse, Villa d’Este bilfestival lagde i maj 2011 grund til præsentationen af Aston Martin V12 Zagato i kategorien for konceptbiler og prototyper, og derefter væltede det angiveligt ind med positive tilbagemeldinger, så i juli besluttede Aston Martin at sætte bilen i produktion.

Det hænder jo ikke så ofte, at Aston Martin bringer nye modeller på banen, og det har selvfølgelig sine årsager. Eksklusiviteten skal holdes i hævd, og så nytter det ikke noget at gå i masseproducenternes fodspor. Derudover spiller det sandsynligvis også en vis rolle, at det tager lang tid at producere blot et enkelt eksemplar – i tilfældet V12 Zagato omtrent 2.000 arbejdstimer.

Aston Martin V12 Zagato er den nye spydspids i rækken af Vantage-modeller, og det er ikke hvilken som helst model, der får lov at bære navnet Zagato. Betegnelsen har prydet flere specialudgaver i årenes løb, som regel udviklet i samarbejde med Zagato-fabrikken i Italien, men inspirationen er primært hentet fra den ikoniske DB4GT Zagato, som havde 50-års jubilæum i 2010.

Og det var netop i 2010, at Aston Martins designchef, Marek Reichmann, sammen med sin stab af medarbejdere indledte arbejdet med de første skitser. Resultatet er en hyldest til forfaderen, men samtidig også et udtryk for det helt aktuelle design-sprog, der præger de moderne Aston Martin-modeller. I processen har man videreført materialer og teknologi fra den endnu mere eksklusive One-77, som udløber af produktion i år.

Aston-Martin-V12_Zagato

Forfra ligner V12 Zagato umiddelbart enhver anden Vantage, men ved nærmere eftersyn vil man måske opdage, at kølergrillen ikke bare er et normalt fladt gitter. Den har derimod fået en tre-dimensionel udformning, som skal afspejle det ‘Z’ der er Zagatos kaldenavn. En anden detalje er dobbelt-bobbel taget med de to diskrete buer, der, måske lidt uheldigt for Aston Martin, sender tankerne i retning af Peugeot.

Beskuet bagfra og i profil kan der ikke herske et sekunds tvivl om, at designerne har fået lov til at lege med linierne. Hvor tagets udformning har visse ligheder med Peugeot RC-Z, er der en snert af Nissan GT-R over vinduesområdet. Bagenden er mere unik, og kulfiber-hækspoileren minder os om, at Aston Martin har et og andet at gøre med motorsport. I mine øjne kunne man godt have udtænkt en mere elegant løsning på downforce-problematikken, for en sådan kulfiber-spoiler har aldrig pyntet, og da slet ikke på en Aston Martin.

Men der skal nok være folk, der har interessere i at aftage den under alle omstændigheder eksklusive V12 Zagato. Som anført indledningsvis er eksklusiviteten en helt afgørende faktor, både for fabrikken og for klientellet, og hertil hjælper det selvfølgelig gevaldigt med en pris på 330.000 pund plus afgifter og et oplag på kun 150 eksemplarer. Leverancerne begynder først til efteråret, men den produktionsklare bil bliver allerede vist til marts på Salon International i Geneve.

Martin februar 21, 2012 kl. 19:55

Jeg simpelthen den bagende er så fed, genial og anderledes. Men desværre synes, jeg ikke helt den passer på en Aston Martin, og slet ikke når nu forenden ligner en Vantage. Udover det så boblen på taget er ikke Peugeot’s opfindelse, det er netop Zagato, som er kendt for denne geni streg. Men det er rigtigt tankerne bliver ledt over på RCZ, men det er bestemt positivt herfra!

Svar

admin februar 21, 2012 kl. 20:15

Aha! Jeg vidste faktisk ikke hvorfra boblerne på taget stammede, men det giver jo lige pludselige bedre mening nu :-)

Svar

Skriv en kommentar

Forrige indlæg:

Næste indlæg: